Første sejltur

Det kan være første tur i en ny båd, i en lånt båd eller kort og godt første tur som bådfører overhovedet.

I de grønlandske farvande er der ikke et krav om et bådførerbevis for mindre både. Men det kan alligevel være nyttigt og sikkerhedsmæssigt korrekt, at gøre sig nogle overvejelser omkring båden, omgivelserne og sejladsen.

Båden:

  • Kender du båden og dens teknik?
  • Kan du anvende dens udstyr forsvarligt?
  • Kender du bådtypens måde at sejle på (Z-drev/fast skrueaksel)?
  • Kender du sikkerhedsudstyret ombord?
  • Kan du anvende radioen til dagligt brug og ved nødsituationer?
  • Har du et VHF-bevis?

Omgivelserne:

  • Kender du undersøiske forhold omkring dit udgangspunkt?
  • Kender du undersøiske forhold omkring din planlagte tur?
  • Har du undersøgt vejret for den periode du planlægger at sejle?
  • Har du underrettet venner eller familie om din sejlads?

Sejladsen:

  • Har du tilstrækkelig med brændstof, olie og reservedele med til sejladsen?
  • Har du tilstrækkelig med mad og vand med?
  • Har du sikret, at dit udstyr er pakket til forsvarlig sejlads, hvis vejret bliver blæsende?
  • Kender du de sikre ankerpladser på din rute?

Disse er nogle af de spørgsmål du skal stille dig selv, inden du sejler. Hvis du har styr på din båd, omgivelserne og har planlagt sejladsen fornuftigt, er det temmelig sandsynligt at du får en rigtig god oplevelse. Hvis du har overset noget sikkerhedsmæssigt vigtigt, kan du komme i problemer der kan ødelægge oplevelsen.

Biblioteket i Nuuk har flere gode bøger om emnet, desuden findes der mange medlemmer i bådeforeningen der kan hjælpe når man skal ud på første tur. Det er bedre at spørge om hjælp før man tager afsted, end at komme i nød og så skulle spørge om hjælp.